Formålet med vores søvnpolitik er at oplyse jer om, hvad I som forældre kan forvente, når jeres barn går i Atlantis. Vi tager udgangspunkt i den nyeste forskning på området og følger derved de anbefalinger, som eksperterne foreskriver.
I Atlantis mener vi, at søvn er en vigtig forudsætning for det lille barns udvikling – både fysisk og psykisk. Vores faglige holdning er, at børn skal have lov at sove til de er udhvilede.
Søvnpolitik i vuggestuen
I vuggestuen har barnet sin ”arbejdsdag” med adskillige indtryk, krav og mange børn og voksne, som det skal forholde sig til. Det kræver overskud, og derfor har barnet brug for søvn til at restituere og bearbejde de mange indtryk, det får i løbet af dagen.
Vi vækker som udgangspunkt ikke børn fra deres middagslur, og alle børn får mulighed for søvn eller hvile i middagsstunden. De mindste børn følger deres egen søvnrytme og sover flere gange i løbet af dagen. Indtil barnet får en nogenlunde fast søvnrytme, oplyser vi hvornår barnet puttes og vågner, via Famly, hvor I selv kan følge med.
Når vi vurderer, at jeres barn har en fast søvnrytme, informerer vi ikke længere via Famly. Vi oplyser ved afhentning, hvis barnet har sovet anderledes, end det plejer i løbet af dagen, men vi oplyser ikke hvor længe det har sovet, når det ligger indenfor det normale for barnet.
Ritualer inden middagssøvn i vuggestuen
Når børnene har spist frokost, er der faste ritualer inden de skal sove. De bliver på skift puslet og mens der ventes på, at det bliver ens tur på badeværelset, læser vi bøger, hører stille musik, laver afspænding eller afslapning med dæmpet belysning, så børnene stille og roligt falder til ro, inden de skal sove. Indtil børnene bliver 2 år, sover de i vores barnevogne eller krybber ude i den friske luft.
Når børnene ca. fylder 2 år (medmindre andet vurderes bedre for barnet), kommer de ind og sover på en madras på stuen. Her sidder vi med børnene til de er faldet i søvn, og en fra personalet sidder hos børnene, imens de sover. Senest kl. 14 vil de fleste naturligt vågne op, når vi begynder at trække gardiner fra, rydde madrasser væk og gøre stuen klar til at spise eftermiddagsmad.
Søvnpolitik i børnehaven
De børn der har behov, bliver puttet efter vi har spist frokost. I tæt dialog med jer forældre, vurderes det om barnet har brug for at sove til middag. Børnene sover på en madras på stuen, imens de andre børn er ude at lege på legepladsen. De sover ca. i tidsrummet 12.30-14.
Vi vækker som udgangspunkt ikke børnene fra deres middagslur, men de kan naturligvis stille og roligt blive vækket af lyden fra de andre børn, når de kommer ind fra legepladsen kl. 14.00.