Sund kost er en af forudsætningerne for at vores børn trives, udvikler sig og får en vellykket dag. Derfor har bestyrelsen i Børnehuset Atlantis i samarbejde med personalet udarbejdet denne kostpolitik.
Som forældre har man selvfølgelig det endelige ansvar for børnenes ernæring og for de kostvaner, børnene udvikler. Men børnehuset har naturligvis et medansvar for, at børnene får så sund en dagligdag som muligt. Vi forventer, at I som forældre støtter op omkring kostpolitikken.
Kostpolitikken indeholder information om:
- Måltider som serveres af Børnehuset Atlantis
- Medbragt mad og mad til fødselsdage
- Typiske allergier og ønsker – sådan gør vi
Om kostpolitikken
Børnehuset Atlantis møder mange krav og holdninger fra forældre til den del af kosten, som Børnehuset Atlantis står for. Vi vil gerne imødekomme så mange ønsker som muligt, hvis det kan ske indenfor de praktiske og økonomiske rammer. Endvidere skal ønskerne kunne forenes med de værdier, som Børnehuset
Atlantis tilbyder en sund og nærende kost (baseret på Sundhedsstyrelsens anbefalinger) og med de visioner, som børnehuset har for at bruge måltidsfællesskabet aktivt i det pædagogiske arbejde.
Måltiderne bruges aktivt i det pædagogiske arbejde med børnene i både vuggestue og børnehave. Derfor er det vigtigt, at de fælles måltider er fælles. Ved måltider, hvor vi spiser sammen og spiser det samme, skaber vi et fællesskab. Det giver større interaktion mellem børnene, vi taler mere om maden, den skal rækkes rundt og man har en fælles oplevelse og taler om, hvordan den smager.
På de følgende sider beskriver vi de enkelte måltider. Vi beskriver også i hvilken udstrækning, vi kan tage særlige hensyn ved måltiderne. Sidst i kostpolitikken beskrives hvordan vi håndterer de allergier, som vi møder hyppigst.
Eventuelle allergier eller kostønsker skal altid oplyses til ledelsen og ikke direkte til pædagoger eller køkkenpersonale. Uanset om der ønskes særlige hensyn pga. allergi, religion eller holdning, skal børnehusets ledelse kontaktes inden opstart med henblik på en afklaring af behovet for særlige hensyn og en vurdering af hvorvidt børnehuset kan imødekomme dem. Hvis børnehuset ikke ser sig i stand til at imødekomme behovet inden for de gældende rammer, kan børnehuset aftale at egen mad medbringes eller kræve særskilt betaling for særlige kostbehov.
Måltider serveret af Børnehuset Atlantis
Måltiderne i Børnehuset Atlantis følger Sundhedsstyrelsens anbefalinger til en varieret og næringsrig kost til vuggestue- og børnehavebørn. Børnehuset tilstræber en varieret kost året rundt, der naturligvis er tilpasset børnenes alder og behov. Maden er fortrinsvis økologisk og så vidt muligt dansk produceret, hvor det giver mening.
Der serveres vand eller mælk til morgenmad og frokost. Når der serveres mælk vil der også altid blive serveret vand til de børn, hvor det er aftalt med forældrene at de alene tilbydes vand.
Morgenmad i vuggestue og børnehave
Børn, der møder tidligt, får tilbudt morgenmad i Børnehuset Atlantis. I vuggestuen laves der havregrød og øllebrød. I børnehaven serveres et udvalg af 2-3 sunde morgenmadsprodukter, der ikke indeholder og ikke tilsættes sukker. Eksempler er havregryn og speltflakes. Ved mælkeallergi kan det aftales, at et alternativ til komælk anvendes til morgenmadsprodukterne.
Spiser man morgenmad i Børnehuset Atlantis spiser man ovenstående – dvs. at det ikke er tilladt at medbringe sin egen morgenmad.
Frokost i vuggestuen
Børnehuset Atlantis serverer frokost for børnene i vuggestuen. Børnehuset Atlantis tilbyder alle børn samme servering. Men vi sørger for, at der er noget i serveringen, som kan spises uanset om man ikke spiser kød, typer af kød eller er allergisk. Det er ikke tilladt at medbringe sin egen mad eller supplement til måltidet.
Formiddags- og eftermiddagsfrugt
I vuggestuen får børnene formiddags- og eftermiddagsfrugt og i børnehaven får de eftermiddagsfrugt. Formiddags- og eftermiddagsfrugt serveres for alle børn.
Det består af et udvalg af frugt og grønt samt sunde boller, knækbrød el. lign.
Fester og arrangementer i Børnehuset Atlantis
Som udgangspunkt undgår vi i vuggestuen og børnehaven tilsat sukker i hverdagen. Dog vil der ved særlige lejligheder som f.eks. julehygge blive serveret æbleskiver el. lign. I børnehaven og ved fælles arrangementer mellem børnehave og vuggestue serveres der indimellem kage og saftevand. Sodavand og ren slik serveres ikke.
Medbragt mad
Madpakker
I børnehaven medbringer børnene deres egne madpakker. Madpakken skal være sund og næringsrig og kunne fylde energidepoterne op med langsomme kalorier til eftermiddagens fysiske udfoldelser og leg. Børnehuset Atlantis anbefaler rugbrødsmadder med sundt og varieret pålæg. Vi forventer, at der ikke medbringes sukkerholdige produkter i madkassen (Danone-frugtyogurt, kindermælkesnitter, chokolade, kage og slik) – heller ikke til ”dessert”. Læg hellere frugt eller rå grøntsager i madkassen, hvis der skal være en lille snack.
Til madpakken serverer drikker børnene vand. Medbring derfor ikke brikjuice, smoothies eller lignende sammen med madpakkerne.
Drikkevarer
Børnehavebørnene har drikkedunke med vand med hjemmefra dagligt. Drikkedunkene skal være fyldte fra morgenstunden. Personalet hjælper naturligvis børnene med at fylde dem op i løbet af dagen og ved ture ud af huset. Drikkedunke må ikke indeholde f.eks. saftevand, juice eller cacaomælk.
Fødselsdage
Selv om vi gerne vil undgå sukker i hverdagen, skal der også være plads til, at der kan hygges ved specielle lejligheder. Børnehuset vil meget gerne fejre fødselsdage med børnene.
Vuggestuen
Fødselsdagen holdes i vuggestuen. Fødselsdage i vuggestuen er sukkerfrie (uden tilsat sukker). Medbring meget gerne boller, frugt, frugtstænger eller rosiner, hvis I ønsker at dele noget ud.
Børnehaven
Når barnet går i gruppe 2 og 3 holdes fødselsdage altid i børnehaven. Når barnet går i gruppe 1 kan fødselsdage holdes i børnehaven, men vi tager også gerne til fødselsdag hjemme hos børnene med hele stuen. Aftal i god tid med personalet, hvis I ønsker at holde fødselsdagen hjemme, så det kan passes ind med de øvrige planer og aktiviteter i børnehaven.
Uddeling i børnehaven
Børnene må uddele pølsehorn, pizzasnegle, boller, kage, is eller flødeboller. Slikposer, chips og sodavand accepteres ikke.
Fødselsdag i hjemmet
Når barnet går i gruppe 1 kan fødselsdag holdes hjemme, som regel fra kl. 10-13. Der serveres oftest frokost og evt. ét sødere indslag. Vi forventer ikke, at der er taget hensyn til alle børns allergier og ønsker ved fødselsdage hjemme. Men fortæl meget gerne personalet, hvad I forventer at servere, så forældrene kan lave en madpakke til deres børn, hvis de har allergi eller særlige behov. Der kan serveres saftevand.
Det søde indslag kan være boller, kage, is eller flødeboller. I bedes nøjes med én sød ting. Og I bedes undgå slikposer og sodavand. Hvis I er i tvivl, så snak med personalet på stuen i god tid inden fødselsdagen om, hvad I ønsker at servere, så vi ikke kommer i en situation, hvor vi må sige nej tak til noget i forbindelse med arrangementet.
Afslutning, sommerferie og ekstraordinære situationer
Der er ikke tradition for at dele noget ud ifm sommerferie el. lign. Men skulle I komme i en situation, som I synes opfordrer til uddeling af noget, så koordiner venligst med personalet, så vi undgår at flere børn medbringer samme dag.
Typiske allergier og ønsker – sådan gør vi!
Mælk
Børnehuset Atlantis følger Sundhedsstyrelsens anbefalinger. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at komælk og surmælksprodukter udgør ml. 350 ml og 500 ml om dagen for børn over 1 år.
Børnehuset Atlantis anbefaler, at børn over 1 år drikker mælk til maden i børnehuset. Vi serverer mælk til morgenmad og frokost. Børnehuset Atlantis bruger derudover mælk som en basisingrediens i måltiderne. Har barnet allergi ift at drikke komælk, tilbyder vi vand at drikke til måltiderne. Børnene kan ikke have alternative drikkevarer med.
Allergier
Nogle børn reagerer på enkeltstående fødevarer eller grupper af fødevarer – f.eks. nødder eller kiwi. I det omfang at fødevaren ikke er en basis-ingrediens vil vi hjælpe barnet med at undgå dette. Er fødevaren basal i mange tilberedninger må vi vurdere vores muligheder for praktisk, økonomisk og værdimæssigt at undgå fødevaren.
Vegetarer og særlige ønsker til kød
Børnehuset Atlantis serverer en ret med tilbehør pr. måltid. Nogle gange vil retten være uden kød men de fleste dage vil serveringen indeholde fisk eller kød – kylling, ko eller gris. Vi kan af praktiske og økonomiske årsager ikke tilbyde at lave yderligere en ret med alternativ kødtype eller uden kød. Men der vil altid være tilbehør, så man kan blive mæt på en fornuftig måde ved at undlade at tage kødet.
Vegansk kost
Børnehuset Atlantis tilbyder ikke veganerkost, da Sundhedsstyrelsen fraråder veganerkost til børn under 6 år.